Inhabilitet
Inhabilitet (af lat. inhabilis, ‘uhandlelig, udygtig’) betegner, at en person ikke har ret til at træffe beslutning eller medvirke ved behandlingen og afgørelsen af en sag. Begrebet anvendes navnlig om personer, der varetager opgaver i offentlige myndigheder (forvaltningsmyndigheder og domstole) samt om medlemmer af bestyrelser og direktioner i selskaber og foreninger.
Inhabilitet er begrebsligt knyttet til habilitet, men er ikke en fuldstændig simpel modsætning: Habilitet kan beskrives som retlig handleevne, mens inhabilitet dækker, at de negative habilitetskrav ikke er opfyldt, dvs. at en person af bestemte grunde er afskåret fra at deltage i en sags behandling og afgørelse. Ved siden af de negative habilitetskrav findes positive habilitetskrav, som angår, at den pågældende generelt skal være gyldigt udnævnt/ansat og eventuelt opfylde visse kvalifikationskrav (fx uddannelse) mv.
Efter Forvaltningsloven må en embedsmand, der er inhabil, ikke deltage i afgørelsen af en sag. Inhabilitet foreligger, når vedkommende selv eller hans nære familie har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald, eller når han i samme sag er eller tidligere har været repræsentant for nogen med en sådan interesse. Inhabilitet kan også foreligge, når vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab, en forening eller en privat person, der har en særlig interesse i sagens udfald. Derimod medfører blot medlemskab af en forening ikke i sig selv inhabilitet. En embedsmand må endvidere ikke deltage i en ankesag, hvis han har været involveret i den oprindelige behandling af sagen.[1]
Kommunalbestyrelsesmedlemmer kan være inhabile også ved den politiske behandling af sager, som afgøres af den samlede kommunalbestyrelse, mens folketingsmedlemmer ikke vil være inhabile i deres arbejde i Folketinget. Ministre må ikke have hverv, der kan gøre dem inhabile, og føler en minister sig inhabil i afgørelsen af en sag, som de er direkte involveret i, har de pligt til at forelægge sagen for statsministeren.[1]
Ombudsmandens praksis har udvidet begrebets rækkevidde: Ombudsmanden har eksempelvis afgjort, at miljøministeren Hans Chr. Schmidt i 2003 var inhabil ved tildeling af midler fra en ministeriel økopulje til et projekt på folkeskolen i Vojens, hvorfra han havde orlov som viceskoleinspektør under sin ministertid. Tilsvarende udtalte ombudsmanden, at der forelå inhabilitet fra hele Kirkeministeriets side, da ministeriet i 2004 traf afgørelse om, at en række præster kunne rykkes op i en højere lønramme, fordi en af de berørte præster var gift med kirkeministeren Tove Fergo. Sagen burde derfor have været overdraget til et andet ministerium. Kirkeministeren havde personligt erklæret sig inhabil, men efter ombudsmandens opfattelse var også ministeriet som institution inhabilt.[1]
En persons, fx en ministers, politiske tilkendegivelse om en konkret sag, som vedkommende senere skal afgøre, medfører derimod ikke i sig selv inhabilitet. En udtalelse kan være uhensigtsmæssig, endog grænsende til det umoralske, fordi den kan give indtryk af forudindtagethed uden fuldt kendskab til sagens aspekter. Habilitetsreglerne kan dog heller ikke fortolkes så snævert, at de afskærer en person fra at deltage i den politiske debat inden for sit fagområde. Som eksempel på, hvad der er blevet anset for en overdreven fortolkning, nævnes miljøminister Connie Hedegaards udtalelse i 2004 om, at Bilka i Horsens skulle opfylde planlovens regler, hvorefter statsminister Anders Fogh Rasmussen året efter fratog hende mulighed for reelt at forhindre en efterfølgende amtslig lovliggørelse af byggeriet ved at flytte sagsbehandlingen til justitsministeriet.[1]
Eksempler
[redigér | rediger kildetekst]Forhold, der kan medføre inhabilitet, er for eksempel, når vedkommende:[2]
- selv er part i sagen eller repræsenterer en part i sagen.
- er i familie med en part i sagen.
- har tilknytning til private selskaber, foreninger m.v., der har en særlig interesse i sagens udfald.
- nærer venskab/fjendskab til person med tilknytning til sagen.
- selv tidligere har truffet afgørelse i sagen.
Lovregulering
[redigér | rediger kildetekst]Forvaltningsloven §§ 3-6 faslægger regler om inhabilitet.[3] Reglernes formål at forebygge usaglig interessepåvirkning og at sikre befolkningens tillid til offentlige myndigheder.
Se også
[redigér | rediger kildetekst]Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- 1 2 3 4 Skou, Kaare R. (2007). "Inhabilitet". I Brandt, Ulrik (red.). Dansk politik A-Å: leksikon (2 udgave). København: Aschehoug Dansk Forlag. s. 360. ISBN 978-87-11-31440-1. OCLC 562044236.
- ↑ siderne 73 - 120 i Karsten Revsbech m. fl.: Forvaltningsret – Sagsbehandling. 2019. 8. udgave. Jurist- og Økonomforbundets Forlag. ISBN 978-87-574-3603-7
- ↑ Inhabilitet[permanent dødt link] på medarbejder- og kompetencestyrelsens hjemmeside